VANDRINGENS FILOSOFI

Der er mange måder at vandre på. Boganmeldelse. A philosophy of Walking. Fréderic Gros. Verso books.

Vandrere. Er de i tid eller rum?

A Philosophy of walking. Titlen fangede mit blik som den stod blandt efterladte islandske krimiromaner på en hylde i en ødemarkhytte i Island. Vi har ingen ødemark i Danmark. Områder hvor menneskets verden ophører. Fra hytten kunne jeg se vandrere passere fjeldpasset i ihærdige myreprocessioner. Nogle tog en afstikker til hytten, holdt et kort hvil og nød den grandiose udsigt, for atter at begive sig nedad mod menneskets verden. Disse vandrere går ikke bare, de trekker bjerget. Men vandring er ikke en sport, skriver Gros; “Putting one foot in front of the other is child’s play. When walkers meet, there is no result, no time.” Det interesserer mig. Det formålsløse. Det nærværende. Det tidløse. Hvis vi fokuserer på målet, er vi i tid. Og ikke helt her. Hvor alt det bedste sker.

At de største tænkere har tænkt deres bedste tanker under vandreture, giver mening. Rousseau, Nietszsche, Thoreau, Kierkegaard, Kant, Hölderlin og Gandhi var alle vandrere og brugte vandring som metode til erkendelse. I Philosophy of walking undersøger Frederic Gros i hvert kapitel et topos i vandringens filosofi og tager læseren på vandring gennem vandringens filosoffer. Ikke fordi de skriver vandre-filosofi, men fordi de filosoferer med vandring.

Gros undersøger vandringen både ud fra sin egen vandrepraksis- (apropos praxis - vandring kan være en spirituel praxis- altså en tilbagevendende øvelse der bringer den praktiserende i guddommelig kontakt, men altså ikke gennem trosforhold, blot gennem verdensvendthed) -som fx. i kapitlet Langsomhed; “Slowness means cleaving perfectly to time, so closely that the seconds fall one by one, drop by drop, like the steady dripping of a tap on stone. This stretching of time deepens space.” Den gode vandring sker, når vi ikke tænker på at nå frem. Og den gode vandrer er én der går med selvsikker langsomhed. “He glides. A bad walker accelerates, slows. The illusion of speed is that it saves time”. 

Og Gros griber fra egne tanker til berømte tænkere og digtere, hvis liv har været vandring og livsholdning. For eksempel var langsomheden i Mahadma Gandhis vandring et politisk oprør mod farten i den vestlige accelerationstænkning. I mistillid til maskinen og den tankeløse produktionsmentalitet, som han oplevede komme fra vesten, blev vandringen hans politiske manifest; Pacifismen udtrykkes i en fredelig langsom, ydmyg gang. 

En helt anden type vandrer er fx Arthur Rimbaud i Længsel efter at slippe fri; Digterseeren vandrede hjemmefra som 15-årig for at se verden. Han måtte til Paris. Blev hentet hjem igen. Og stak af igen. “I’m a pedestrian, nothing more”. Eller intet ringere, skulle man mene. På hans dødsattest stod der; “Born in Charleville, passing through Marseille”. Kun på gennemrejse. Hans vandring var, som hans personlighed, en knitren af agressiv energi, så længe han var i verden. 

Eller om ensomhed og om at vandre alene eller sammen:

“Ought one really walk alone? Nietzsche, Thoreau and Rousseau are not alone in thinking so. Being in company fostles one to jostle, hamper, walk at the wrong speed for others. When walking it’s essential to find your own basic rhythm, and maintain it. The right basic rhythm is the one that suits you, so well that you don’t tire and can keep it up for ten hours. But it is highly specific and exact. So that when you are forced to adjust to someone else’s pace, to walk faster or slower than usual, the body follows badly. 

Udfordringen ved at gå sammen med andre er for vandreren den samme som for løberen - det er sjældent at finde et fælles trav, og jo flere, des sværere. De store tænkeres hemmelighed ligger i, at de har fundet deres egen vandring i deres eget unikke tempo.

“However, complete solitude is not absolutely essential. You can be with up to three or four. With no more than that, you can still walk without talking. Everyone walks at their own speed.” 

Lad os alligevel gå sammen indtil nærværet udfolder sig som en bølge, som Gros beskriver det så smukt. "The presence unfolds like a wave." Lad os lege i bølgen. Og være i oprør. Og i opbrud. Mod den åbne horisont.