DEN HEROISKE VANDRER

"Den ridderlige og heroiske ånd, som engang tilhørte ridderen, synes nu at have taget bolig i vandreren, ikke den vandrende ridder, men den vandrende vandringsmand.”

Ordenes er Henry David Thoreaus, en af mine største vandrehelte. Thoreaus tanker om civil ulydighed og menneskets moralske forpligtelse til at frasige sig systemets uretfærdigheder (på hans tid; slaveriet) var inspirationskilde for Mahatma Gandhi (Gandhis civile ulydighed var også funderet i gang; vandrerens vedholdenhed og pacifistiske styrke, der ikke indgår i kredsløb af konsummerende misbrugsadfærd), der stillede sig oprejst over for et uretfærdigt system. Den stille gangs protest blev et politisk statement, en protest der voksede i kraft for hvert vidne, der rejste sig. Fra Amerika så Dr. King hvordan Mahatma Gandhi med sin enkle filosofi revolutionerede magtforholdene i Indien. Kings samtaler med Gandhi inspirerede ham til at fundere den amerikanske Borgerretighedsbevægelse på samme principper. Pacifistisk ulydighed som en aktiv og målrettet form for modstand.

Måske vil vi selv komme til den dag, hvor det eneste sande svar, er at rejse sig og gå oprejst i stille gang. Mod. Med hinanden. Og hvad vil vi gå for, og hvad vil vi gå imod?

Men Thoreau spørger også;

“Hvilket ærinde har jeg i skovene, hvis mine tanker kredser om noget uden for dem?”

Under sine vandringer ønskede han ikke at tænke én tanke, der ikke hørte skoven til. Samfundets forhold og uretfærdigheder holdt han adskilt fra sine vandringer, hvor han kun ville tænke stedstanker. Som om han forstod at stedet lyttede efter. Skulle skoven høre om bogføring og uenigheder? Eller talte skovene ikke til ham om andre, vigtigere ting?

Jeg tror på at alle steder kalder på at vi kommer til stede. Sanselig opmærksomhed er ikke kun en praksis for skovene. Det er en praksis vi kan øve os i hele tiden. Vi lever blot i landskaber som anspænder vores nervesystem uhensigtsmæssigt. (Som nu hvor jeg lukker mit vindue for byggepladsens kæmpebors hamren på mine nerver.) Vi lever i en krop der hele tiden er årvågen overfor farer. Byens stød og larm og trafikkens buldren sætter os på overarbejde (og hvis ikke byens, så vores tankers forestillede farer). Når sanseindtryk sættes ned i tempo og skift, sker der noget andet med vores krop, tanker og følelser. Og måske er langsomhed heroisk, hvis den skaber klarhed og styrke til det, vi i sandhed skal skabe sammen.

Citater; Henry David Thoreau, "Om at vandre og andre essays". Gaia-serien. A Mock Book.